Af Benjamin Damon
Wong Kar-wai-lavinen fortsætter! Vi er nu nået til den tredje film på blot fire måneder (se vores anmeldelser af In the Mood for Love og Happy Together), som vises i de danske biografer. Naturligvis igen i en ny, restaureret udgave, så det virkelig er muligt at nyde instruktørens og måske især fotografen Christopher Doyles særegne måde at arbejde med farver, lys og kameraføring på.
Chungking Express er ingen lille sag. Det var faktisk Wongs helt store internationale gennembrudsfilm i 90’erne, og den fangede bl.a. interessen fra ingen ringere end Quentin Tarantino, som var helt besat af filmen og fik den distribueret i USA gennem sit selskab, Rolling Thunder Pictures.
Det sjove ved Chungking Express er, at den blev lavet som en form for sideprojekt for Wong. Han havde brugt meget tid og (lidt for) mange penge på den storladne Ashes of Time (1994), hvis produktion virkelig havde trukket tænder ud – Chungking Express skulle derfor være en form for pusterum, hvilket også betød, at hele produktionen blot foregik over få måneder.
Er det så et forhastet og ufærdigt værk? Måske, sammenlignet med andre af hans værker, men det er også et værk, hvor det er svært at finde på én eneste ting, som kunne eller burde være gjort anderledes. Alt det uperfekte ved Chungking Express synes nemlig blot at forstærke oplevelsen. Det upolerede præg illustrerer både den hektiske tilstand, Wong var i, da han lavede filmen, men også hele Hong Kong anno midt-90’erne.
Vi bliver kastet direkte ind i Hong Kongs underverden fra starten af: den mystiske paryk-og-solbrille-klædte dame uden navn (Brigitte Lin) tonser rundt og skyder til højre og venstre, kidnapper børn og indgår skumle handler med mænd. Samtidigt følger vi politimanden He Qiwu (Takeshi Kaneshiro), som er ramt af voldsomme hjertesorger, da hans kæreste gennem 5 år er gået fra ham.
Gennem et fuldstændig genialt og originalt take på at have fået knust sit hjerte, blander Wong humoristiske ideer med gennemført smuk poesi – og det er i denne sammensætning, at Chungking Express virkelig er en éner. He Qiwu refererer til kærlighed som noget, der har en udløbsdato, og han sammenligner det gang på gang med konservesdåser; begge dele løber uundgåeligt ud på et tidspunkt.
Tid er intet ukendt fænomen i Wongs filmografi – den spiller faktisk afgørende roller i næsten alle hans værker. Han formår dog altid på enestående vis at hæve sig fra Hollywoods ellers velkendte fascination af deadlines, som gennemsyrer de fleste amerikanske film. Wong lader i stedet karaktererne flakke rundt – både fysisk, men også mentalt. Her er plads til detours, for plottet i Chungking Express er så løst, at det næsten ikke er eksisterende.
Anden halvdel af filmen skifter fuldstændig karakter og går over i en langt mere varm og romantisk tone. Her følger vi en anden politimand, nemlig Cop 663 (Tony Leung), som hver dag besøger den lille fastfood-bod, hvor Faye (Faye Wong) arbejder. Det er især den spirende kærlighed mellem disse to, som Chungking Express er kendt for, sandsynligvis fordi karaktererne er langt mere hjertevarme og knapt så distancerede som i første halvdel af filmen. Denne anden halvdel ville dog næppe fungere lige så godt uden første halvdel, og på den måde er begge dele fuldstændig essentielle.
Faye er sky og tør ikke rigtig sige direkte til den flotte politimand, at hun er lidt forelsket i ham. Men det samme gælder politimanden, og derfor bliver det en kærlighedshistorie, som kun Wong Kar-wai kan skrive dem: små, poetiske detaljer udtrykt gennem voice-overs, masser af lyrisk vigtig musik, humor, længsel og en total mangel på tydelig kommunikation mellem karaktererne. Det hele flyder sammen i en perfekt kombination, som virkelig får lov til at opsluge dig. Og da Faye for 8. gang spiller The Mamas & the Papas’ California Dreamin’, har man stadig ikke fået nok.
For får man nogensinde nok af Chungking Express?
Kommentarer